Om Bjarnason-rapporten
Nordisk Råds seminar den 8. februar 2021
Tak for invitationen om at komme her for at præsentere min rapport om nordisk sikkerheds- og udenrigspolitik på dette seminar hos Nordisk Råd.
Seminarets overskrift er: Hvor står vi? Hvor går vi hen?
Først: Hvor står vi?
For præcis et år siden tog jeg til alle Nordens hovedstæder og Washington for at indsamle materiale til en rapport på bestilling af de nordiske udenrigsministre.
Rapportens 14 forslag tager udgangspunkt i knap 90 møder og dialog med udvalgte specialister i de nordiske hovedstæder.
Rapporten forelå inden for den anførte tidsfrist i sommeren 2020.
Forslagene blev drøftet på de nordiske udenrigsministres møde på Bornholm i midten af september 2020. På mødet besluttede man at implementere disse forslag. Derved sluttede min formelle deltagelse.
Statssekretær Johanna Sumuvuori fra finsk UD vil bagefter redegøre for implementeringen af forslagene.
Rapporten præges af at i efteråret 2009 startede det formelle NORDEFCO-forsvarssamarbejde mellem de nordiske lande under ledelse af forsvarsministrene. Min rapport handler således ikke om forsvarspolitik i klassisk forstand, om man så må sige.
Udenrigsministrene udpegede tre hovedområder; a) klimaspørgsmål, b) hybrid og cyber og c) multilateralt samarbejde i henhold til internationale love og regler.
På alle disse områder har de nordiske lande gavn af øget samarbejde på grund af egne interesser. De har også meget at bidrage med i internationale fora.
I sagens natur er det ikke nogen selvfølge, at fem stater kan komme overens om en strategi til brug som værktøj i kontakt med andre ude i verden.
At man nu har skabt den slags værktøj for anden gang, siden Thorvald Stoltenberg indgav sin rapport i begyndelsen af 2009, bekræfter til fulde den gensidige tillid i kontakten mellem de nordiske lande.
Det var aldrig lykkedes mig at færdiggøre rapporten, hvis det ikke havde været for den gode ånd, som kendetegner nordisk samarbejde i disse tider.
Det er tydeligt, at hvis man ikke havde besluttet at give sig i kast med rapporten i efteråret 2019, så ville et forslag om den have måttet vige pladsen for mere presserende emner på grund af alle de COVID-19 relaterede problemer.
II.
Hvor går vi hen?
På det første møde i Oslo var det opløftende at høre en ekspert udtale, at interessen for The Nordic Brand var større end nogensinde. Et godt “produkt” ville være et rigtig godt svar på efterspørgslen, sagde han.
Her efter regeringsskiftet i Washington er tiden inde til at præsentere “produktet”, når en ny præsident indleder et fornyet samarbejde med allierede og samarbejdspartnere i internationale institutioner og fora.
Forslagene på klimaområdet får større vægt, når der blandt allierede ikke er politisk uenighed om behovet for indsatser.
Et af forslagene går ud på, at de nordiske regeringer tilstræber en koordineret stillingtagen til den øgede kinesiske interesse i Arktis, nu hvor klimaændringer åbner nye sejlruter og adgang til ressourcerne.
Et første skridt i strategien vil ganske givet være at blive enige om og definere forudsætningerne. I rapporten foreslås det, at man fremmer øget fællesnordisk forskning på udenrigs- og sikkerhedsområdet.
De nordiske udenrigsministre ønskede ikke forslag om nye institutioner. Derfor nævner rapporten ingen steder et fællesnordisk beredskabscenter for totalforsvaret. COVID-19-pandemien lægger dog op til en debat om et center af denne type.
I rapporten påpeger man, at COVID-19-situationen kræver øget opmærksomhed på grund af hybride trusler og cybersikkerhed.
Af de nordiske udenrigsministres møde på Bornholm fremgik det, at rapporten og forslagene måske spillede en større rolle i disse tider, på grund af COVID-19, – både for at styrke nordisk samarbejde indadtil og for at øge nordisk indflydelse udadtil.
Interessen for grundlæggende elementer i samfundsstrukturen hvor Norden betragtes som forbillede er øget voldsomt, og de nordiske lande bør yde en indsats på disse områder over hele verden og tage hensyn til dem i deres udenrigspolitik. Det drejer sig om sikkerhed for hele jordens befolkning.
Interessen for The Nordic Brand er ikke blevet mindre under COVID-19.
III.
I et tillæg i min rapport afviger jeg fra udenrigsministrenes mandat for at sætte dens indhold i en geopolitisk sammenhæng, når det gælder udviklingen i Arktis.
Her til slut vil jeg komme lidt ind på denne del.
Over hele Norden har man en forestilling om Arktis som et lavspændingsområde.
Mike Pompeo, USAs daværende udenrigsminister, mente i maj 2019, at russerne og kineserne havde forstyrret denne dagsorden.
Kenneth Braithwaite, USAs daværende flådeminister, udtalte den 6. januar 2021, at den amerikanske flåde ville indføre regelmæssig skibsfart i områder, som russerne gjorde krav på kontrollen over i Ishavet hvor isen løbende forsvandt. På denne måde ville man reagere på russernes forsøg på at kontrollere skibsfarten i Arktis.
Braithwaite udtalte, at amerikanerne måtte “gøre sig mere gældende” i Arktis i de kommende år som en reaktion på russernes og i mindre grad kinesernes krav om anerkendelse af retten til indblanding i søfarten.
Amerikanerne ønskede ikke at få indskrænket deres rettigheder på internationale skibsruter.
Denne udtalelse i sig selv bidrager ikke til lavspænding.
Russerne lægger stor vægt på at kontrollere Nordøstpassagen og derved skaffe indtægter. Der var stigende skibsfart i passagen sidste år.
Kineserne er interesserede i den centrale rute direkte over Nordpolen.
Der er store interesser på spil for Norden i det eneste åbne havområde fra Nordpolen ud i Nordatlanten.
Det er et åbent spørgsmål, hvilken strategi den nye regering i Washington vil vælge.
Den nye amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, er bekymret over russernes stigende militære aktiviteter i Arktis, og han ser også kinesernes planer i området som bekymrende. Samtidig lægger han stor vægt på, at amerikanerne og russerne igennem længere tid har haft et godt samarbejde i Arktis, og at han håber på, at det fortsætter. Han siger, at han vil i dialog med allierede og samarbejdspartnere om strategier og opbygning af militær kapacitet for at sikre stabilitet og åbenhed i Ishavet, samtidig med at man forsvarer USA, deres økonomiske interesser og afværger eventuelle angreb.
Denne udtalelse fra den nye forsvarsminister åbner op for dialog med alle de nordiske regeringer.
Denne udvikling vil være et vigtigt led i nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende år. Hvis min rapport kan være med til at bane vejen for et fælles resultat, har den opnået sit mål.